Mølleløkken startede som privat fondsdrevet asyl i 1880 og var Kertemindes første daginstitution. Efter en periode i lånte lokaler på Langegade 54 fik asylet i 1898 sit eget hus i gaden, der i dag hedder Asylgade.
Asylet blev startet på initiativ af pastor Jespersen og læge Garde og de første asylmødre frøkerne Larsen og Holse.
Asylet blev med årene institutionaliseret med en bestyrelse og flere ansatte asylmødre. Husets formål var dengang som i dag: ” … at give de børn, det modtager, en efter deres alder passende beskæftigelse og bibringe dem en første kundskab til alfabet og tabel.”
I 1973 opførte og indrettede selvejerfonden huset på Mølleløkken, hvor børnehaven fungerede som selvejende institution med driftsoverenskomst med Kerteminde Kommune.
Efter en privatiseringsproces i 2010, hvor Kerteminde Kommune opsagde børnehaven, er Mølleløkken igen på private og selvejende hænder. Huset består i dag af både børnehave og vuggestue og giver dermed arven, som vi modtog af godgørende mænd og kvinder videre til fremtidige generationer, der igen har et privat alternativ.