Fødselsdag
Vi fejrer børnenes fødselsdage ved at hejse flaget, tænde lys, synge fødselsdagssang og sende fødselsdagsraketter af sted. Fødselsdagsbarnet deler som oftest noget ud og modtager en lille gave lavet af børnene på stuen. Det bliver til mange fødselsdage i løbet af året, og vi opfordrer derfor til, at børnene deler sunde ting ud.
Som forældre aftaler I med pædagogerne på stuen eller i vuggestuen, hvornår dagen skal fejres, og om I selv deltager.
Vi beder jer om at fødselsdagsinvitationer, hvor ikke alle på stuen er inviteret, deles ud privat.
Fastelavn
Vi slår katten af tønden i børnehaven og vuggestuen. Børnene har selv pyntet en tønde på hver stue, og vi fylder den med frugtstænger, rosiner og lign. Der er selvfølgelig også en filtkat, som kattekongen kan tage med hjem.
Børn og voksne er klædt ud. Forældre og andre gæster er også velkomne til at deltage blot de også er udklædte.
De ældste børn fejrer også fastelavn hos vores ældre venner på Plejecenter Svanehøj.
Påske
Omkring påske klipper, klistrer og pynter vi. Desuden går vi på jagt efter påskeæg udenfor.
Sankt Hans
Til Sankt Hans laver vi en heks, som vi sender af sted på bålet om formiddagen. Vi synger, griller pølser og de seneste år har musiker Christian Arndt spillet rockmusik med os.
Forældre, søskende, bedsteforældre og andre gæster er velkomne til at deltage.
Sommerfest
En fredag i juni holder vi sommerfest. Festen er for alle børn i børnehaven og vuggestuen, forældre, søskende, bedsteforældre og personale.
De ældste børn viser deres førskoleprojekt frem. De får medaljer for deres tid i Mølleløkken og på den måde får vi sagt farvel og held og lykke med livet som skolebarn. Bagefter spiser vi sammen. Alle medbringer deres egen mad, og vi sørger for at husets store grill er varm.
Er vejret dårligt tager vi regntøj på og paraplyer med.
Lanternefest
Når mørket for alvor falder på, holder vi en aften i oktober eller november lanternefest på hver af børnehavestuerne. Vi spiser sammen, og der er lanterneværksted for børn og forældre. Senere på aftenen bliver lygterne tændt med lanternesangen, og vi leder efter lygtemandens skat i mørket.
I vuggestuen samles børn, forældre, søskende og personale til en klippe/klistre-aften, hvor vi får lavet pynt til vores juletræ og vinduer.
December
Vi bager, laver pynt, går i kirke, laver gaver og nisserne er på besøg hjemme hos børnene, hvor forældrene skriver en lille hilsen i deres bog. Vi holder rundkreds hver dag, hvor vi synger julens sange og høre hvad nisserne har lavet på deres besøg.
De ældste børn går Luciaoptog både i børnehaven og på Svanehøj Plejecenter.
Vi slutter december af med en nissefest, hvor vi spiser risengrød.
De faste aktiviteter er aflyst i december, hvor vi koncentrerer os om aktiviteterne i huset.